LYDKUNST #12: Works for Radio

LYDKUNST PODCAST - En podcast af kunsten.nu

Kategorier:

I dette afsnit af LYDKUNST kan du høre eksempler på lydkunst produceret til radio, når radiostationen The Lake, med projektet Works for Radio, genoptager den gamle tradition med at kommissionere kunstværker til radioen. På en frostklar lørdag aften i starten af januar inviterede radiostationen The Lake til et særligt lyttearrangement i Nikolaj Kunsthal. Her kunne publikum lytte til otte kunstnere, der præsenterede otte helt nye værker, produceret til The Lakes projekt, Works for Radio. Lyttearrangementet blev transmitteret direkte på The Lake, så de der fortrak at blive hjemme i varmen eller de der ikke havde nået at få billetter til det udsolgte arrangement, kunne lytte med hjemme fra stuerne. Værkerne kunne efterfølgende opleves på en mindre udstilling i Nikolaj Kunsthal, og indgår i dag i The Lakes særlige rotationssystem af musik og andre lydværker. Vi mødte Kasper Vang fra The Lake, og ham kan du høre fortælle om, hvordan de på The Lake ønsker at undersøge hvad radio er for et medie i en kunstnerisk sammenhæng, og om hvordan de ønsker at gøre op med den traditionelle form for radiolytning. Du kan også høre to af de otte kunstnere fortæller om deres bidrag til Works for Radio. Den danske kunstner Gry Bagiøn fortæller om, hvordan en ven der blev syg og en rejse der gik i vasken, blev til lyden af hvaler i en trappeopgang. Og den norske kunstner Jana Winderen fortæller om, hvordan hun har ladet sig inspirere af grønlandske hvalfangere, der ved hjælp af deres årer kunne lytte til hvaler under vand, længe før vi havde moderne teknik. Podcasten er blevet til i samarbejde med kunsten.nu og med støtte fra Statens Kunstfond, Dansk Komponist Forening og Koda. Velkommen til og god fornøjelse!