J.D. Vances choktale, Ukraine-fredsaftale og Grønland-dokumentar
Lykkeberg og Corydon - En podcast af Dagbladet Information - Tirsdage

Gennem en 20 minutter lang tale sendte den amerikanske vicepræsident J.D. Vance chokbølger gennem Europa. På sikkerhedskonferencen i weekenden i München sagde J.D. Vance blandt andet, at truslen mod Europa hverken kommer fra Rusland eller Kina, men indefra, og han anklagede EU-landene for at udelukke fløjpartier, som tyske AfD, fra politisk indflydelse. Bjarne Corydon mener, at J.D. Vance dermed har stillet sig bag de europæiske koranafbrændere og abortmodstandere og erklæret kamp mod mainstream Europa. Børsens chefredaktør peger også på, at J.D. Vance er kommet med en direkte trussel mod den europæiske sikkerhed ved at sige, at USA kun hjælper, hvis Europa gør, som USA siger. Rune Lykkeberg mener også, at J.D. Vances tale er chokerende, og at budskabet fra den amerikanske vicepræsident skal tages som et udtryk for, at Trump-administrationen ønsker at gøre MAGA-bevægelsen global ved blandt andet at levere et budskab til den yderste europæiske højrefløj om, at »I er normalen. I er friheden«. Chefredaktørerne kommer også rundt om en ukrainsk fredsaftale på amerikanske og russiske præmisser og den meget omtalte DR-dokumentar om kryolitudvinding i Grønland.