Husker du Me, She & Her? En dansk souldivas 20 år lange kamp for sit album - nu udkommer det

POV Mediano Music - En podcast af Mediano

Kategorier:

Husker du ”I Count the Minutes”? Det gør vi. Siden begyndelsen for snart fem år siden har vi på POV Mediano Music talt om at lave en podcast af den klassiske ”hvad blev der af?”-type. Med en eller flere kunstnere, der pludselig brød igennem, stjal alle radioflader, hitlisteførstepladser, vandt grammyer/DMA, optrådte på alle tv-shows og festivaler - og siden, ja, så hørte offentligheden ikke så meget. Så da Jan Eriksen blev spurgt, om han kunne tænke sig at tale med den pladeaktuelle Susanne Ørum skyndte han sig at sige ja. I 1995 brød Susanne (dengang Marcussen) sammen med Trille Palsgaard og Pernille Dan igennem under navnet Me, She & Her med "I Count the Minutes". I halvandet år var de her, der og alle vegne, og så var det slut. Siden har Susanne Ørum udsendt musik alene og sammen med andre, produceret for andre, etableret hele fem kor – og nu er hun altså langt om længe klar med sit album ”Get Real”. ”Me, She and Her gav en masse helt ubeskriveligt gode oplevelser,” siger hun i POVcasten om den nærmest surreelle periode medio halvfemserne. ”Vi vandt grammyer indenfor de første fire måneder. De spillede jo ”I Count the Minutes” i radioen hver eneste dag. Det gør de stadig indimellem. Vi var i gang med plade nr. to, da, tror jeg, det gik op for os, at vi alligevel var mere forskellige, end vi havde troet. I hvert fald følte jeg, at de andre ville andet end det koncept, jeg var hevet ind i. Den ene måske mere rocket, den anden mere jazzet. Jeg skulle lige sluge det – men selvfølgelig måtte jeg respektere, hvad der var det rigtige for dem. Jeg står jo selv på mit eget,” siger Susanne Ørum. Siden har hun forfulgt barndomsdrømmen om at arbejde som sanger. Stædigt har hun som solist fastholdt sit udgangspunkt i soul, gospel og jazz, selvom det ikke er kommercielt gangbare genrer i Danmark. I POVcasten taler vi om de mange kunstnere, Ørum og de to andre fra Me, She & Her arbejdede sammen med i sidste halvdel af 90’erne. Om hendes arbejde som korleder, underviser og coach, der bl.a. ført hende på scenen sammen med Mariah Carey i Royal Arena og ved en koncert i Sverige. Om oplevelser i USA, der bl.a. første til et tilbud om en kontrakt – som hun dog takkede nej til. ”En af mine veninder spurgte mig engang, hvor i al verden, jeg ikke gjorde det. Jeg turde simpelthen ikke,” siger Susanne Ørum. Nu udkommer albummet "Get Real" altså langt om længe. Undervejs har Ørum mødt indtil flere benspænd. En periode mistede hun sin stemme. Hun blev skilt. ”Jeg havde det, som om solen forlod månen. Hvordan kunne verden overhovedet eksistere, når det skulle ske, at jeg skulle skilles?”. Men der har også været positive vendepunkter. Som da en kendt engelsk DJ, efter Ørum gennem ti år havde forsøgt at komme i kontakt med ham, ringede til hende. "Jeg kan huske, at jeg stod på Hvidovre Station en kold tirsdag, og for mig var det bare en wouw, ham her radioværten ringer til mig. "Vi er vilde med din musik, du er ”ugens uundgåelige”". En mand jeg har skrevet til gennem ti år, pludselig ringer han." Alt dette og meget mere i denne podcast. OBS - de fem sange i medleyet med sange, hvor Me, She & Her synger med på kor, er: Flemming Bamse Jørgensen: “Suzanne” Michael Learns to Rock: “I’m Gonna Be Around” Ib Glindemann Orchestra: ”My Heart Belongs to Daddy” Lars H.U.G: "First Love in Space" Lis Sørensen: “Kærtegn”