Copa América-optakt del 2

Mediano Sandbox - En podcast af Mediano

Det brasilianske landshold måtte sidste år noget skuffende forlade VM-slutrunden i Rusland efter kvartfinalenederlaget på 2-1 til Belgien, og Copa América-titlen er nu nærmest et must, hvis træner Tite skal få lov til at køre de kanariegule tropper helt frem til VM i Qatar 2022. Vi kigger 'A Seleção' efter i sømmene og leverer en udtaleguide på de brasilianske spillernavne, ligesom vi afslører brassernes formodede startopstilling til åbningskampen mod Bolivia lørdag den 15. juni kl. 02.30 danskertid. Argentina havde en endnu ringere VM-slutrunde end brasserne, og spørgsmålet er, hvordan Messi & Co. står her et års tid efter kaosset på de russiske baner? 'La Albiceleste' kommer med en uprøvet træner i form af Lionel Scaloni, og testresultaterne har været langt fra imponerende. Arsenalet af offensive profiler er imponerende, til gengæld kan man tvivle på om defensiven holder kvalitet. Argentina har ikke vundet en titel siden 1993, Messi har aldrig vundet VM og de brasilianske værter har drillesangen parat... Brasserbold består af Andreas Knudsen og Peter Arnholdt, som begge er ildsjæle, når det gælder sydamerikansk fodbold. Andreas bor i det kronjyske, er halvt brasser og passioneret fan af storklubben Flamengo, mens scouten Peter bor i Belo Horizonte og kommer til at rapportere fra heksekedlen, mens kampene foregår. Slår du op i Michelin-guiden leverer vi menuen, der sammen med jordemorkaffen, får dig til at vende op og ned på dag og nat, mens Copa América spilles.