Meningsfuld Samtale m. Søren Ulrik Thomsen

"En af de ting, som jeg er på vagt overfor, det er, at man sner inde i sig selv over tid. At de ting, som er blevet ens liv, at de  lukker sig om én." - Søren Ulrik ThomsenSøren Ulrik Thomsen er i min subjektive optik den største essayist og digter, som vi har her til lands, og derfor var det også en udsøgt fornøjelse at besøge hans hjem for at tale med ham. Et hjem, der emmede af sjæl og karakter, som det kun er tilfældet, når indehaveren har sat sit præg på tilværelsen, og den på ham, igennem mere end 30 år. Han har gennem hele sit forfatterskab været optaget af eksistentielle spørgsmål og menneskelige grundvilkår som døden og ensomheden, skabelsen og tilintetgørelsen. For over 40 år siden debuterede han med digtsamlingen 'City Slang', der i dag er en moderne klassiker. Søren Ulrik er en af dansk litteraturs betydeligste digtere gennem flere generationer, og han blev medlem af Det Danske Akademi i 1995 og blev samme år tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.Det var en berigelse at tale med Søren Ulrik, og det håber jeg at få lejlighed til igen senere i år eller i begyndelsen af det næste, hvor et nyt særafsnit er i støbeskeen. Disse digte læses op af Søren Ulrik i løbet af podcasten;"Jeg er levende" - City Slang, 1981."At tabe det hele og bære det med sig" - Hjemfalden, 1991. "I kurvestolen, i vintersolen" - Hjemfalden, 1991.God fornøjelse.Music: The Prelude Op. 28, No. 4 by Frédéric Chopin. Performed by Paul Cantrell, http://inthehands.com

Om Podcasten

Dybden og selvrefleksionen er omdrejningspunktet, når værten, Kasper Andersson, inviterer en gæst til samtale, der kredser om det liv, vedkommende har levet, og hvordan dannelse, meningsfuldheden og de mere eksistentialistiske spørgsmål i tilværelsen påvirker identiteten. Et program om skæbnen, tvivlen, dannelsen og det, der definerer os.