Min tone i livet: Camilla Munck - Mahalia Jackson, In the Upper Room

Camilla Muncks lavmælte vokal var tidligere i centrum for grupperne Wynona og Munck//Johnson. Men på hendes fornemt anmeldte solodebut Aeon er der anderledes volumen i stemmen. En udvikling, der ifølge Camilla kan spores tilbage til barndomshjemmet, hvor hendes far præsenterede sine fire børn for en gospelsang, der fik familien til at danse og synge i vilden sky. ”In The Upper Room” med Mahalia Jackson var en undtagelse fra den megen klassisk musik, der ellers lød fra familiens stereoanlæg. I dag er det gamle kassettebånd med Mahalia Jackson et minde om Camillas far, der går på runde mellem de fire søskende. Camilla Muncks debutalbum Aeon udkom digitalt 8. oktober og udsendes på vinyl i januar 2022. Foto: Mike Højgaard Varighed: 8:24

Om Podcasten

Hvilket nummer giver dig myrekryb, får dig til at danse af glæde eller tager dig med tilbage til dengang du fik dit første kys? Hvilken sang vil du vælge som dit livs soundtrack? I 'Min tone i livet' kan du høre, hvad et enkelt nummer betyder for ugens fortæller. Serien består af korte episoder på 5 til 8 minutter, hvor du kan høre, hvorfor musikken har en særlig plads i hovedpersonens hjerte. Fælles for alle fortællerne er, at de har et helt særligt forhold til en bestemt melodi.