Hvad står i vejen for et klimakrav på 5,8 kCO2/m2?

Et tal er begyndt at florere i debatter, avisartikler. 5,8 er tallet helt præcist, og det beskriver en foreslået grænseværdi for antal kg CO2, vi maksimalt må udlede pr. nybygget m2 - hvis vi skal overholde Parisaftalen. Initiativet er fremsat af Reduction Roadmap, og mere end 550 aktører og virksomheder på tværs af byggeriets værdikæde og også offentlige institutioner har skrevet under på, at de mener, lovgivningen skal bakke op om denne grænseværdi.  Men er det så lige til? Tilsyneladende ikke – og i dette afsnit af Byen forfra søger vi at få en bedre forståelse af, hvordan vi rykker på dagordenen. Det gør vi sammen med repræsentanter fra hele værdikæden; Gitte Gylling (COWI), Sine Bøgh Skaarup (FL Smidth), Ida Auken (Socialdemokratiet), Thomas Fænø Mondrup (Arkitema), Lone Feifer (Velux), og Tony Christrup (AG gruppen). Anne Katrine Harders er vært, og vi starter også med at høre fra en af iværksætterne af Reduction Roadmap, Sinus Lynge (EFFEKT).  Byen forfra er optaget til Dansk Arkitektur Centers ugentlige live-event, MorgenDAC, som er for dig, der vil have et nuanceret indblik i byens udvikling og arkitektur. Denne morgen var salen helt fyldt, og det gør det tydeligt for enhver, at den her dagsorden er altoverskyggende lige nu. Her samler vi beslutningstagere, branche og borgere til samtaler om de emner, der fylder på dagsordenen og former fremtiden. Podcasten er produceret af Dansk Arkitektur Center, og redigeret af Munck Studios.     

Om Podcasten

'Byen forfra' er for dig, der vil have et nuanceret indblik i debatten om byens udvikling og arkitektur. Vores gæster ved, hvad de snakker om, og du bliver klædt på til at snakke med om alt fra stigende boligpriser til overturisme, og hvordan vi skal bo i fremtiden. ‘Byen forfra’ bliver optaget til live-arrangementet MorgenDAC, der er for de morgenfriske i Dansk Arkitektur Center og forskellige steder i landet. Anne Katrine Harders og Lars Fjendbo Møller er faste værter. Anne Katrine er civilingeniør og ph.d. i bæredygtig byudvikling, og Lars er geograf og optaget af alt det mellem husene. De tager de mest debatterede emner forfra for at forstå både det svære og det vigtige, når byer udvikles, og vores omgivelser forandrer sig. Her kan du blive klædt på til at snakke med om alle de emner, der betyder noget for dig og din by, og det er relevant for dig uanset, om du arbejder med by og arkitektur eller ej. Find flere podcasts fra Dansk Arkitektur Center på www.dac.dk/podcasts