Hvordan finder vi det smukke i den grimme arkitektur?

Køkkenerne skifter vi i gennemsnit hvert 11. år i Danmark, og de køkkener fejler sjældent noget mere alvorligt, end at de ikke lever op til tidens æstetiske forventninger. Og det samme gør sig faktisk også gældende for mange af de bygninger, der bliver revet ned i hele landet.  Nedrivning skal vi holde op med, hvis vi ser på ressourceforbruget i hvert fald. Og hvis vi skal bevare mere af det eksisterende, betyder det jo også, at vi skal bevare det 'grimme'. Så kan vi finde det smukke i det grimme, så vi faktisk har lyst til at beholde og bevare?  Det spørger Anne Katrine Harders ind til i denne episode af Byen forfra, som denne gang er optaget på Arkitektskolen i Aarhus. Sammen med arkitekt Anna Mette Exner og liebhavermægler Adam Schnack prøver hun at udvide forståelsen af ‘grimt’ og ‘smukt' – og om der også findes kulturarv i 'grimme' byggerier. Byen forfra er optaget til Dansk Arkitektur Centers ugentlige live-event, MorgenDAC, som er for dig, der vil have et nuanceret indblik i byens udvikling og arkitektur. Her samler vi beslutningstagere, branche og borgere til samtaler om de emner, der fylder på dagsordenen og former fremtiden. Podcasten er produceret af Dansk Arkitektur Center, og redigeret af Munck Studios. 

Om Podcasten

'Byen forfra' er for dig, der vil have et nuanceret indblik i debatten om byens udvikling og arkitektur. Vores gæster ved, hvad de snakker om, og du bliver klædt på til at snakke med om alt fra stigende boligpriser til overturisme, og hvordan vi skal bo i fremtiden. ‘Byen forfra’ bliver optaget til live-arrangementet MorgenDAC, der er for de morgenfriske i Dansk Arkitektur Center og forskellige steder i landet. Anne Katrine Harders og Lars Fjendbo Møller er faste værter. Anne Katrine er civilingeniør og ph.d. i bæredygtig byudvikling, og Lars er geograf og optaget af alt det mellem husene. De tager de mest debatterede emner forfra for at forstå både det svære og det vigtige, når byer udvikles, og vores omgivelser forandrer sig. Her kan du blive klædt på til at snakke med om alle de emner, der betyder noget for dig og din by, og det er relevant for dig uanset, om du arbejder med by og arkitektur eller ej. Find flere podcasts fra Dansk Arkitektur Center på www.dac.dk/podcasts