Orientering - 16. sep 2020

Udsyn - En podcast af DR - Lørdage

EU vil hæve sine klimaambitioner. EU-landene skal have reduceret deres CO-udledninger med mindst 55 procent (af udledningerne i 1990) i 2030, sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen i dag i sin store State-of-the-Union tale. Hidtil har målet været 40 procents reduktion. Den nye målsætning vækker glæde hos to EU-parlamentarikere, vi taler med, men også nogle insisterende spørgsmål. Mange kommuner ville ansætte flere pædagoger, hvis de kunne finde nogle. Men der er faktisk 11.000 pædagoger, som arbejder med noget andet. De skal bare hjem, skriver Mie Dalskov Pihl fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i dag i Politiken. Vi har Mie Dalskov i studiet. Sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, der blandt andet handler om mulige lovbrud, overvågning af danskere og samarbejde med den amerikanske overvågningstjeneste NSA, bliver ved med at vokse. Nu er spørgsmålet, om sagen hører hjemme i det offentlige rum eller om regeringen ved forsvarsminister Trine Bramsen skulle have sørget for, at den blev i det lukkede rum. Vi får et bud fra en forsker i efterretningstjenester. Marianne Skovlund og Søren Carlsen er dagens værter. Birgitte Gadegaard er redaktør. www.dr.dk/orientering