Orientering - 24. mar 2021

Udsyn - En podcast af DR - Lørdage

De 19 danske børn, der sidder i kurdisk kontrollerede fangelejre i Syrien, har udviklet sig til en større hovedpine for regeringen, og spørgsmålet om børnenes fremtid lader til ikke til at forstumme lige foreløbigt. Særligt støttepartierne presser regeringen. Men hvad vil den borgerlige blok? Og har regeringen tænkt igennem, hvor denne sag skal ende henne? Grønland skal holde parlamentsvalg i utide den 6. april på grund af en strid om minedrift i Kvanefjeld i Sydgrønland. Og for første gang i Grønlands historie afholdes der både kommunalvalg og valg til parlamentet samtidigt, men emnerne, der trækker interesse er forskellige. Skal Grønland for eksempel skaffe indtjening og arbejdspladser på de efterspurgte sjældne jordarter, eller skal de lade være af hensyn til miljøet og risikoen for radioaktivt støv? Vi ser på de dilemmaer, der præger valgkampen, og vi får nogle bud på, hvad der interesserer grønlænderne selv. De gør det allerede i Østrig. Og nu skal eleverne på danske ungdomsuddannelser også til det: At coronateste sig selv i klasselokalerne før skoledagen går i gang. Det skal de allerede efter påske, hvor de som del af den nye genåbningsplan er tilbage i skole hver anden uge. Derfor arbejder ungdomsuddannelserne lige nu på højtryk for at løse de logistiske udfordringer. Vi taler med en rektor og en elev om den nye hverdag med test, der venter. Tyskerne havde fået besked på at holde en usædvanligt stille påske i år. Men nu har kansler Angela Merkel trukket ideen om ekstra påske-nedlukning tilbage. Hør om en dag, der kommer til at stå som et helt særligt punkt i de tyske politikeres krisestyring i coronapandemien. For ko-vendingen koster tillid. Karin Axelsson og Søren Carlsen er dagens værter, Tine Linde redigerer. www.dr.dk/orientering