Orientering: SU-gæld slår alle rekorder - 15. jun 2021

Populære og lettilgængelige SU-lån på over 3.000 kroner hver måned gør i dag studielivet overkommeligt og måske også lidt mere festligt for tusindvis af studerende. Men et kraftigt stigende antal studerende løber fra regningen, når gælden skal betales tilbage efter endt uddannelse. Det viser en kortlægning af SU-gælden, som Orientering har foretaget. Siden 2010 er antallet af skyldnere med misligholdt SU-gæld vokset med 140 procent fra 58.000 personer til 135.000 personer. Vi sætter i dag fokus på den voksende SU-lån-gæld. For nogle kan det ikke gå hurtigt nok med at få bestilt tid, når der endelig ligger en indkaldelse til coronavacccine i e-Boksen. Men nogle steder i landet er der grupper af borgere, der lader indkaldelsen stå ubesvaret hen. Det viser den første opgørelse fra Statens Serum Institut om vaccinetilslutning på sogneniveau. I Brøndby Sogn er det kun 25 procent af de indkaldte, der har bestilt tid. I Vollsmose er det 29 procent. I den modsatte ende findes der sogne i Danmark, hvor tilslutningen er omkring 95 procent. Vi ser nærmere på forskellen og spørger, hvad man kan gøre ved den. På mandag den 21. juni var det dagen, hvor alle englændere skulle smide mundbindet, gå ud i verden og få en næsten normal hverdag igen. Men i går måtte Boris Johnson meget mod sin vilje gå på nationalt TV og skuffe 56 millioner englændere, der i den grad er trætte af corona, for det kniber med at få den meget smittefarlige Delta-mutant under kontrol. Karen Hjulmand og Brita Kvist er dagens værter. Birgitte Gadegaard redigerer. www.dr.dk/Orientering

Om Podcasten

Verdenssamfundets vedtagne sandheder falder i hastigt tempo fra hinanden, institutionerne er i opløsning, klimaet rækker ind i alt, og politiske slagord trumfer vores love. To gange om ugen undersøger vært Kaspar Colling Nielsen bevægelserne bag tidens største nyhedshistorier.