Afsnit 5 - Sunnie

I denne udgave af Overgrebets Stemmer skal vi høre Sunnies historie. Det er den klassiske historie, som igennem mange år og i mange kulturer verden over, desværre er alt for velkendt. Det er nemlig fortællingen om en datter, der i sit barndomshjem bliver udsat for seksuelle overgreb af sin far. Og om en mor, der angiveligt er psykisk fraværende og passivt bevidner, at faren begår incest mod deres fælles børn. Overgrebene mod Sunnie foregik i 1960’erne, hvor samfundet havde en anderledes forståelse af overgreb på børn, end den vi kender i dag. Vi skal høre Sunnies fortælling om de spor, farens overgreb har efterladt hos hende. Vi får gennem Sunnies historie en dybere forståelse af, hvad der egentlig sker hos de børn, som af de voksne inviteres ind i en fortælling om et gensidigt seksuelt forhold. Men vi skal også høre om den hjælp, som Sunnie modtog som ung kvinde for 40 år siden, og hvordan den har hjulpet hende med at tackle tematikker som tvivl, forvirring og skyld.

Om Podcasten

Seksuelle overgreb er et af vores samfunds største tabuer. Et tabu, der gør os tavse i mødet med såvel dem, der har begået, som dem, der har været udsat. Som professionelle har vi en stor trang til at bryde tabuet. Men mange ved ikke hvordan. "Overgrebets stemmer" bryder tavsheden ved at skabe et nyt sprog, vi kan bruge om seksuelle overgreb. Gennem samtaler med mennesker, der har seksuelle overgreb tæt inde på livet, går vi nænsomt og nysgerrigt ind i fortællingerne om alt det smertefulde og forvirrende. Sammen skaber vi et sprog, sammen bryder vi tabuet.