Isolationskunst 3: 'Panik i gaden' af Sara Sjölin

Svenske Sara Sjölin, der bor og arbejder i København, er en af tre kunstnere, vi har inviteret til at skabe et lydværk, der adresserer situationen, hvor corona-virussen spreder sig rundt om kloden og isolerer folk i deres hjem. Sara Sjölins værk til denne serie har titlen ‘Panik i gaden’ og falder i to ret forskellige dele. Den første del beskæftiger sig med det meget nære og personlige, og værkets anden del, der starter med et host, tager en skarp drejning og fortsætter i en ny retning. Sjölin arbejder ofte med sin egen stemme i både performances og medierede værker og livetransmitterer torsdag den 26. marts 2020 kl. 20 værket ‘Sportscast 2’ på YouTube. Sara Sjölin er født i 1991 og uddannet på Kunstakademiet i København, som hun tog afgang fra i 2018. Hun befinder sig i øjeblikket i København og kan tage på arbejde i sit atelier. Billedet viser udsigten gennem en matteret rude i hendes lydstudie. Sara Sjölin‘Panik i gaden’, 2020 Serien Isolationskunst er en særudgave af Podcast for Samtidskunst. Vi har inviteret kunstnere til at skabe nye lydværker, der adresserer situationen, hvor corona-virussen spreder sig rundt om kloden og isolerer folk i deres hjem.

Om Podcasten

Podcast for Samtidskunst følger op på udstillinger og events på Museet for Samtidskunst, men er også en udstillingsplatform i sin egen ret, hvor nykommissioner, performances og kunst fra museets samling og arkiv præsenteres. Podcasten er et samarbejde mellem Museet for Samtidskunst og onlineradioen The Lake.