Isolationskunst: Introduktion

Serien Isolationskunst er en særudgave af Podcast for Samtidskunst. I lyset af corona-pandemien inviterede vi for en uge siden tre kunstnere fra forskellige steder i verden til at skabe nye kunstværker i lyd, der adresserer situationen, hvor virussen spreder sig rundt om kloden og isolerer folk i deres hjem. Invitationen var åben: Lav et kunstværk i lyd, som adresserer situationen lige nu. De tre kunstnere fik lidt over en uge til opgaven, og ellers var rammerne frie. De tre kunstnere er: Davide Savorani, der bor og arbejder i Milano i Norditalien, Zeinab Shahidi Marnani, der bor og arbejder i Teheran i Iran og Sara Sjölin, der bor og arbejder i København. I denne introduktion, introducerer museumsinspektør Magnus Kaslov serien og de tre kunstnere. I de følgende tre episoder af Podcast for Samtidskunst finder du de tre nye værker. Billedet er udsigten fra Magnus Kaslovs lejlighed, hvor han pt. er i karantæne med sin familie.

Om Podcasten

Podcast for Samtidskunst følger op på udstillinger og events på Museet for Samtidskunst, men er også en udstillingsplatform i sin egen ret, hvor nykommissioner, performances og kunst fra museets samling og arkiv præsenteres. Podcasten er et samarbejde mellem Museet for Samtidskunst og onlineradioen The Lake.