Stemmer fra kanten: Mundkurv - når man censurerer sig selv som bruger af det offentlige system

POV International - En podcast af POV International

Kategorier:

Podcasten ”Mundkurv” er produceret af Sarah Christensen. Hun er diagnosticeret med posttraumatisk stress, efter et ægteskab med både fysisk og psykisk vold. Situationen har også påvirket hendes datter dybt. Podcasten kredser om datterens sygdom, behov for hjælp i den anledning samt de kommunale sagsakter, som Sarah modtager i en tilfældig papkasse fra en modvillig sagsbehandler. Det er Sarah Christensens personlige historie om hendes kamp for hjælp til sin datter og vej gennem systemet. Titlen ”Mundkurv” hentyder til, at man som bruger i systemet konstant censurerer sig selv for ikke at blive opfattet som besværlig, usamarbejdsvillig og modvillig. Systemets sagsbehandlere bryder sig ikke om utaknemmelige, besværlige brugere. Systemet har givet hende en ordentlig kæberasler i form af en retraumatisering, fordi hun igen og igen i detaljer har skullet fortælle nye sagsbehandlere om sin situation og sit liv, samtidig med at hun har kæmpet som en løve for sin datter. Ordet mundkurv, henviser også til omverdenens ønske om, at hun holder op med tale mere om de smertefulde oplevelser, hun har været igennem. Veninderne synes hun skal lægge det bag sig, holde op med at grave i fortiden for ikke at såre sig selv endnu mere. Andre mennesker orker bare ikke at høre mere om det. Så hvor kan hun får luft, når ingen virkelig ønsker at høre, det hun gerne vil fortælle? Podcasten ”Mundkurv” er et svar, en kanal for en flig af en sørgelig historie. Musikken er fra musikplatformen Zapsplat.