18. s. e. trinitatis. Kathrine Holme Johannesen i samtale med Julie Rebel

Prædiken på vej - En podcast af FUV - Mandage

Sognepræst i Lundtofte, Julie Rebel, taler med Kathrine Holme Johannesen, sognepræst i Sorgenfri, om teksten til 18. søndag efter trinitatis, hvor Johannes tegner det smukke billede frem af vingårdsejeren, vintræet og grenene, der ikke er helt uproblematiske, fordi de beskæres, når de ikke giver frugt. Og hvordan taler man så om det? Samtalen kommer både omkring Radiserne, Per Kirkebys alterskranke og Ulla Terkelsens erindringsbog, erfaringer med brug af søndagens tekster til bisættelser, og refleksioner over, hvilken position man indtager som prædikant. Prædiken på vej er præster, der taler med andre præster og teologer om den kommende prædikentekst - til faglig inspiration og almindelig opbyggelse, til forberedelse for den, der skal prædike på søndag, og til glæde for alle, der vil lytte til en fri og teologisk kvalificeret samtale om de tekster, der skal prædikes over. Podcastserien blev lanceret i 2020 og er siden blevet produceret i skiftende samarbejde med folkekirkens stifter. Der er over 300 afsnit i serien, og der kommer hver uge et nyt til. Prædiken på vej bliver fra palmesøndag 2025 og det kommende år til i et samarbejde mellem Fyens Stift og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.