2. søndag efter helligtrekonger. Leise Christensen i samtale med Ane Ørgaard Bramstoft
Prædiken på vej - En podcast af FUV - Mandage

Kategorier:
Kærligheden er både livets kilde og livets rod. Det bliver tydeligt i mødet mellem en kvinde og Jesus en dag ved Jakobs brønd i Sykar. Samtalen mellem den samaritanske kvinde og Jesus i Johannesevangeliet er en af de længste og vigtigste samtaler, der er gengivet i evangelierne. De taler om det levende vand og til sidst bekræfter Jesus for hende, at det er ham: Han er den Messias, der skal komme, han er Kristus. I samtalen mellem sognepræst ved Skt. Johannes Kirke, Aarhus, Leise Christensen og sognepræst ved Vor Frue Kirke, Aarhus, Ane Ørgård Bramstoft, udfolder Leise, der også er ph.d. i Det gamle Testamente spørgsmålet om, hvor Gud er i verden. Er han i himlen, i templet eller i Samaria en dag, hvor solen står højt? Er han skjult i mørket eller åbenbaret, som den, der bringer det levende vand? Og hvordan hænger alt dette sammen med dåben?Prædiken på vej er præster, der taler med andre præster og teologer om den kommende prædikentekst - til faglig inspiration og almindelig opbyggelse, til forberedelse for den, der skal prædike på søndag, og til glæde for alle, der vil lytte til en fri og teologisk kvalificeret samtale om de tekster, der skal prædikes over. Podcastserien blev lanceret i 2020 og er siden blevet produceret i skiftende samarbejde med folkekirkens stifter. Der er over 300 afsnit i serien, og der kommer hver uge et nyt til. Prædiken på vej bliver fra palmesøndag 2025 og det kommende år til i et samarbejde mellem Fyens Stift og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.