3. søndag efter trinitatis. Torkil Jensen i samtale med Iben Munkgaard Davids

Prædiken på vej - En podcast af FUV - Mandage

Farisæerne og de skriftkloge kommer lidt på Herrens mark, da de møder Jesus i teksten fra Lukasevangeliet, der er evangeliet til 3. søndag efter trinitatis. Men som Torkil Jensen, uddannelseskonsulent i Fyens Stift og sognepræst i Vester Aaby og Aastrup sogne, siger i dette afsnit af Prædiken på vej, er de også mennesker, som Gud viser barmhjertighed. Sognepræst og uddannelseskonsulent Iben Munkgaard Davids er taget til Sydfyn for at besøge sin kollega, og i samtalen kommer de også ind på, hvad vil det sige at blive fundet. Hverken fåret eller drakmen var nok klar over, at de var blevet væk. Ved vi, når vi bliver væk fra os selv eller fra hinanden? Og har vi tillid til, at vi aldrig kan blive så meget væk, at Gud ikke kan finde os igen?Prædiken på vej er præster, der taler med andre præster og teologer om den kommende prædikentekst - til faglig inspiration og almindelig opbyggelse, til forberedelse for den, der skal prædike på søndag, og til glæde for alle, der vil lytte til en fri og teologisk kvalificeret samtale om de tekster, der skal prædikes over. Podcastserien blev lanceret i 2020 og er siden blevet produceret i skiftende samarbejde med folkekirkens stifter. Der er over 300 afsnit i serien, og der kommer hver uge et nyt til. Prædiken på vej bliver fra palmesøndag 2025 og det kommende år til i et samarbejde mellem Fyens Stift og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.