5. søndag efter trinitatis. Kirsten Münster i samtale med Lene Vera Wagner
Prædiken på vej - En podcast af FUV - Mandage

Kategorier:
Sognepræst ved Haderslev Domkirke, Kirsten Münster, er - også i sin egenskab af formand for Folkekirke og religionsmøde - inviteret til samtale om Peters fiskedræt, der er evangeliet til 5. søndag efter trinitatis. Hvad vil det sige at være ”menneskefisker” i en tid, hvor vi gerne vil leve sammen i gensidig respekt? Hvordan kan man forstå mission i et mangfoldigt samfund, og hvad betyder det i det hele taget at være kaldet? Disse temaer er i centrum i samtalen med Lene Vera Wagner, hospitalspræst i psykiatrien, AUH. Samtidig overvejes det, hvilke andre retninger prædikenen kan gå i med udgangspunkt i de markante udsagn: På dit ord! Frygt ikke! De forlod alt og fulgte ham!Prædiken på vej er præster, der taler med andre præster og teologer om den kommende prædikentekst - til faglig inspiration og almindelig opbyggelse, til forberedelse for den, der skal prædike på søndag, og til glæde for alle, der vil lytte til en fri og teologisk kvalificeret samtale om de tekster, der skal prædikes over. Podcastserien blev lanceret i 2020 og er siden blevet produceret i skiftende samarbejde med folkekirkens stifter. Der er over 300 afsnit i serien, og der kommer hver uge et nyt til. Prædiken på vej bliver fra palmesøndag 2025 og det kommende år til i et samarbejde mellem Fyens Stift og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.