Digital ro i sommerferien til dig og din familie – hvorfor og hvordan
Psykologen i Øret - En podcast af Birgitte Sølvstein - Tirsdage
Vi bruger mange timer foran en skærm - enten computeren eller mobilen - i hverdagen. Her får du en guide til, hvorfor digital ro i sommerferien er vigtig og praktiske tips til, hvordan du gør i praksis. Du kan enten lytte til guiden som podcastepisode, eller du kan læse indlægget herunder. Sommerferien nærmer sig, og vi glæder os til at få en pause fra hverdagen. Men hvordan skaber vi en ægte pause for os selv og vores børn? I disse tider er det ikke nok at tage hjem fra arbejde og pakke skoletasken væk. Vi har også brug for bevidst at holde ferie fra dét, jeg kalder den digitale hverdag. Ellers får hjernen ikke den fornødne pause, og det kan give stress og dårlig trivsel for både store og små. I indlægget herunder (og i podcastepisoden som er en lydversion af blogindlægget) kommer jeg ind på: * At digital stress kan være usynlig* 5 ting, du skal vide om digital stress inkl., hvad forskning peger på digitale medier kan gøre ved dit selvværd og dit humør* Hvorfor børn, teenagere og unge har brug for din hjælp til at skabe digital ro i ferien* Du får 3 konkrete tips til, hvordan du og din familie skaber digital ro i sommerferien. Digital stress - historien om fiskene og vandet Jeg hørte for nylig en historie, der mindede mig om, hvordan digital stress påvirker os uden, at vi er bevidste om det. En ældre fisk kom svømmende og mødte to yngre fisk og hilste på dem. Han sagde "Hej med jer, hvad synes I om vandet i dag?". Og de to yngre fisk kiggede forvirret på ham og sagde "Hvilket vand?". Mange af os er som de yngre fisk. Vi svømmer rundt i digitale input dagen lang men tænker ikke videre over det. Det er blevet en fast del af vores hverdag, og den yngre generation har aldrig prøvet andet. Den digitale tidsalder har bragt mange gode ting med sig, og vi kan og skal ikke skrue tiden tilbage. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at digitale medier kan stresse os og påvirke os negativt på særlige måder, og at vi har brug for en pause fra de konstante input, så krop og sind kan få en ægte pause hen over ferien. 5 ting, du skal vide om digital stress I forskningen tales der om "digital stress" og "digital støj". Den henviser til det faktum, at digitale medier påvirker os og kan være en belastning. Når vi holder ferie, skal vi være bevidste om, at vi ikke tager den digitale stress med på ferie, for så får vi ikke en reel pause. Vi danskere - både børn, unge og voksne - er på godt og på ondt ét af de mest digitaliserede folkefærd i verden. Det har mange fordele, men det har også sin pris. Studier som dette og dette peger på, at lang tid foran skærmen kan bidrage til dårlig fysisk og psykologisk trivsel samt bidrage til angst og depression. Vores mentale og fysiske helbred er blevet ringere i takt med den stigende digitalisering. Det er ikke ensbetydende med, at digitale medier udelukkende er en dårlig ting. Skærmtid er et vidt begreb, og pointen med denne guide er netop at sikre, at du bruger digitale medier hen over ferien på en måde, der bidrager til din ro og trivsel og ikke på en både, der bidrager til stress. Her giver jeg dig 5 facts om digital stress, der understreger, hvor vigtigt digital ro er i ferien. #1 Mængden af information er overvældende og konstant Vi præsenteres i dag for en overvældende mængde af information gennem digitale medier, og vi har nyheder,