Årets kunstskandale, kritik af Dansk Naturfredningsforening og optur over Merkels exit

Radio Information - En podcast af Dagbladet Information - Fredage

Tidligere i år stak kunstneren Jens Haaning af med en halv million kroner, som Kunsten Aalborg havde givet ham for at lave et bestillingsarbejde til en ny udstilling. »Værket er, at jeg har taget deres penge,« sagde han og leverede i stedet en blank tavle tilbage til museet med titlen Take the money and run. For det var det, han havde gjort. Haanings stunt blev årets helt store skandale på den danske kunstscene. Men hvilke andre begivenheder tegnede kunståret 2021? Informations kunstredaktør Maria Kjær Themsen har sammensat sin personlige top-ti-listeog gæster programmet for at fortælle om de vigtigste. De tæller blandt andet en rasende debat om vores koloniale fortid og … noget så sjældent som en glædelig nyhed. Hvad den går ud på, må du lytte med for at høre. Og så kigger vores utrættelige klimamedarbejder Martin Bahn forbi studiet. Han har i ugens løb set nærmere på Dansk Naturfredningsforening, der tilsyneladende ikke rigtig kan finde ud af, hvilket ben den skal stå på i den grønne omstilling. På sin egen hjemmeside hævder foreningen, at den går »foran i klimakampen« og satser »helhjertet på grøn energi«. Men landet over modarbejder foreningens lokale afdelinger i flere tilfælde opførelsen af vindmøller og solceller. Så hvad kæmper Dansk Naturfredningsforening egentlig for: Den grønne energi – eller det kønne landskab? Og er det overhovedet et dilemma, der er til at løse?  Og endelig har chefredaktør Rune Lykkeberg optur over, at Angela Merkels tid som kansler nu endegyldigt er forbi. Han er ikke imponeret over den afgående kanslers 16 år på posten – men til gengæld er hendes ukarismatiske og kedelige efterfølger, socialdemokraten Olaf Scholz – også kendt som Scholzomaten – måske lige præcis det, Europa og Verden har brug for nu.