Biomassens bagside, Trumps rigsretsag og Parterapi

Radio Information - En podcast af Dagbladet Information - Fredage

I lørdags udkom Information med et helt særtillæg om biomassens bagside. I dag udkommer Radio Infomation med næsten en særudgave om det samme. I hvert fald har jeg sat god tid af til, at vores mand på stoffet, Martin Bahn, kan forklare, hvordan ’den grønne afløser’ for kul og olie er endt med at blive en alvorlig trussel mod den biologiske mangfoldighed og en markant belastning af det globale klima. For at forstå det skal vi tilbage til en skæbnesvanger fejl, der blev begået for godt 20 år siden.  Men der bliver også tid til lidt andet. Blandt andet kigger Lone Nikolajsen forbi til en snak om et fremragende amerikansk realityprogram, der hedder ’Parterapi – elsker du mig stadig?’. Det kan lige nu ses på DR. Og det skal man tilsyneladende gøre, fordi alle taler om manden Mau, der forventer, at hans kone ved, hvornår han er tørstig. Det har han jo sine grunde til, grunde som terapeut Orna Guralnik ikke dømmer, men udforsker de følelsesmæssige aspekter af. Og det minder os om, at de fleste folk har deres grunde til at være umulige. Og så kommer Rune Lykkeberg naturligvis også i studiet, og selv om det ikke er spor optur, så har jeg bedt ham om at knytte et par tanker til den aktuelle rigsretsag mod Donald Trump.