Hvalrosser, Finanstilsynet, og hvad forskellen er på Rasmus Paludan og resten af højrefløjen

Radio Information - En podcast af Dagbladet Information - Fredage

En meningsmåling viste torsdag, at Rasmus Paludan og Stram Kurs står til 2,7 procent af stemmerne ved det kommende folketingsvalg. Men hvad er egentlig forskellen på Stram Kurs’ udlændingepolitik og så den, som de andre indvandrerkritiske partier drømmer om? Det har Natalie Yahya Rosendahl sat sig for at finde ud af, så hun har gennemgået de politiske punkter et for et. Og det er faktisk en optur værd, mener Rune Lykkeberg. For alt for længe har et betydeligt spektrum af de danske partier kunnet undgå at forholde sig til, om der er en grænse for, hvor stram dansk udlændingepolitik kan blive. Det bliver de nødt til, nu hvor konsensus har fået et rigtig grimt barn. Og så blev skandalen om Danske Banks estiske afdelings hvidvask af kriminelle penge i denne uge til en skandale i Den Europæiske Bankmyndighed, EBA. I en række artikler, der begyndte i mandags, har Information afsløret et opsigtsvækkende forløb, der råber på en ændring af reglerne for tilsynet. De to journalister bag historierne, Martin Bahn og Lasse Skou Andersen, forklarer. Lone Nikolajsen er også i studiet. Hun har set naturdokumentaren ’Our Planet’ på Netflix, hvor David Attenborough nu slår sine folder. I dokumentaren minder naturformidlingens grand old man os om, at mennesket har en betydelig indvirken på de andre arters trivsel og overlevelse. Lone anmelder.