Hvor farlig er Covid-19 egentlig?

Radio Information - En podcast af Dagbladet Information - Fredage

Dagbladet Information har været på røven i to tredjedele af dets liv. Blandt andet derfor er det OPTUR, at avisen på tirsdag den 5. maj fylder 75 år. Rune Lykkeberg kommer i studiet og råber højt hurra. Og bliver du hængende til allersidst, kan du høre en bid af et interview, som pressehistorikeren, lektor Erik Lund lavede med avisens grundlægger Børge Outze i 1975. En redigeret version af den fulde interview kan læses i Moderne Tider. I anledning af jubilæet har jeg sat gang i en lille serie portrætter af alle de vigtige funktioner, der eksisterer på en avis, og som er besat af folk, der ikke er så "kendt fra medierne". Vi starter med ham, der hver eneste dag holder øje med debatterne på Information.dk. Ham, som sørger for, at debatten lever og spræller – uden at nogen kommer alvorligt til skade. Han hedder Espen Fyhrie.  Og så ringer jeg til vores musikanmelder Ralf Christensen og får en snak om den amerikanske singersongwriter og pianist Fiona Apples om hendes nye, femte og fremragende album, Fetch The Bolt Cutters. Hent boltsaksene: »Dem, man klipper hængelåse og særligt tykke stålkæder over med. Dem, der glider gennem indhegninger, som var de smør.« Så skal vi tale med vores videnskabsredaktør Louise Drivsholm, om det helt store spørgsmål: Hvor dødelig er Covid-19? For der er efterhånden skabt mere forvirring end vished, om sygdommens farlighed. Svarene fra forskerne svinger helt fra promiller til op mod to procent. Eksempelvis har professor i virologi Astrid Iversen fra University of Oxford udtalt i Berlingske, at hendes »bedste bud« er, at den reelle dødelighed kan være to procent. Men det er alt, alt for højt mener andre. Lyt med og bliv lidt klogere - i hvertfald så kloge, som vi kan blive på dette tidspunkt. Og så en sidste lille ting: Vi har netop lanceret en ny serie om dansk litteratur fra år 2000 til i dag. I kan finde den samme sted, hvor i finder Radio Information. ’20 før 20’ hedder den, og herfra skal lyde en varm anbefaling.