Ny fattigdom, ny grøn deal, nye fjender – og god gammeldags racisme
Radio Information - En podcast af Dagbladet Information - Fredage
Velkommen til en uge, hvor rigtig mange af os har haft vinterferie med ungerne med svære valg så som: Skal vi tage på Arken og se den der udstilling med hende der, som laver de sjove fugurer, der ligner mennesker, men ikke er det? Eller skal vi bare snuppe Den Blå Planet, for det ved man da hvad er? Og så er der Hassan og Ayla. De er på integrationsydelse, og deres to børn er derfor nogle af de ifølge AE-Rådet næsten 65.000 børn, der lever i fattigdom i Danmark. De tager i Bilka. Information sætter i en ny serie fokus på Danmarks nye fattigdom. Journalist Laura Friis Wang fortæller. Og så var det ugen, hvor Enhedslisten offentliggjorde sit forslag til en ny grøn samfundskontrakt. Den tager ikke alene klimaudfordringen alvorligt. Den anerkender også, at der skal ekstra tiltag til, for at sikre, at den ikke bare øger uligheden og den sociale uro i vores samfund. Klimajournalist Jørgen Steen Nielsen forklarer, hvorfor de grønne hensyn ikke behøver at komme i konflikt med de røde. Filmredaktør Christan Monggaard har set en film (surprise) Og det er en god en af slagsen. If Beale Street Could Talk er filmatiseringen af James Baldwins roman af samme navn om to unge elskende, der forsøger at få livet til at hænge sammen som sorte i America i 1970’erne. Den er vred, men vred på en stilfærdig måde. Rune Lykkeberg har ugens optur over en længe ventet bog: Den amerikanske forsker Shoshana Zuboffs nye bog Overvågningskapitalismen, der er blevet kaldt ’Das Kapital for den digitale generation’. Så højt svinger han sig ikke op, men trods alt højt nok. Blandt andet over Zuboffs trusselsvurderinger for de vestlige samfund. »Det er ikke de langskæggede terrorister, som råber, at Allah er stor, vi skal være bange for, men vores egne innovative genier og beundrede entreprenører."