Rune Lykkeberg har Biden-optur

Radio Information - En podcast af Dagbladet Information - Fredage

Denne gang skal vi tale om amerikansk økonomi. Over fem millioner mennesker stillede sig i arbejdsløshedskøen i denne uge. Samtidig stillede social-distance deniers sig op foran rådhusene i Midtvesten for at kræve genåbning af økonomien. Men er det i nogen som helst form et sundhedsmæssigt ansvar? Jeg taler med vores USA-korrespondent Martin Burcharth i Boston. Og så kom den: Bernie Sanders’ støtte til Joe Biden. Og det er anledning til en optur – ja, du hørte det her først: Rune Lykkeberg har en Biden-optur! Eller det vil sige, han har en optur over, at det var den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, der vandt på ideerne. Godt hjulpet på vej af en virus, der sætter en stor fed lup foran ulighederne i det amerikanske samfund. Og dem har vi også nogle af herhjemme. Hvem tænker fx på arbejdsforholdene for de bude i Wolt og Just Eat, der sørger for, at vi ikke er skrumpet helt ind under nedlukningen? De er i hvert fald ikke blandt de 600.000 privatansatte, der torsdag fik en ny overenskomst. Gry Inger Reiter, debatredaktør og fagnørd fortæller om et forløb som mange spåede kunne ende i en storkonflikt, men som endte med et rungende ja. Hvilket sikkert er godt for alle i den nuværende situation, men som også er en lidt flad fornemmelse. Det er det til gengæld ikke at høre Dagbladet Informations nye podcastserie Netværket hvor journalist Bo Elkjær fortæller min værtskollega Otto Lerche om et netværk af formodede momssvindlere. Forretningsmænd, der på overfladen handler med slik, sodavand og ipads, men reelt har svindlet staten for mere end en milliard kroner og i flere tilfælde har tætte forbindelser til Al Qaeda og Islamisk Stat. Lyt med her.