Støjbergs instruks: Her er historien om de asylpar, som ulovlighederne gik ud over

Radio Information - En podcast af Dagbladet Information - Fredage

Gang på gang har forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg forklaret, at hun ville adskille asylpar for at hjælpe de unge kvinder, der var sammen med ældre mænd. »Det er pigerne, det her efter min mening handler om. De skal have frihed til selv at træffe et valg! Det er deres liv!« skrev hun senest på Facebook, efter Instrukskommissionen afleverede sin beretning. Men i kommissionens beretning kan man netop læse ned i detaljen om de dramatiske konsekvenser, tvangsadskillelserne fik for de unge kvinder. Hospitalsindlæggelser, selvskader og sågar selvmordsforsøg. I podcasten »Støjbergs instruks« gennemgår Anton Geist og Ulrik Dahlin Instrukskommissionens beretning. De har været med til at grave sagen ud journalistisk inden nedsættelsen af kommissionen og har fulgt kommissionens afhøringer. Tredje epiosde handler om dem, det hele i virkeligheden drejer sig om: Asylparrene, der blev adskilt. Første episode handlede om sagens hovedperson, Inger Støjberg. Og anden episode handler om embedsværket. Lyt til podcasten her, eller hvor du plejer at høre Radio Information.