Ulighed i sundhed, klimaet i EU-kommissionen og en skønt selvoptaget kunstner
Radio Information - En podcast af Dagbladet Information - Fredage
Ugens Radio Information handler om regeringens sundhedsudspil, om hvem der har ansvaret for klimaet i den nye EU-kommission, og om den største barnløse kattedame af dem alle: Den 71-årige franske kunster Sophie Calle Skiftende danske regeringer har haft som ambition at komme den markante ulighed i sundhed til livs – men uden det store held. Nu er SVM-regeringen overbevist om, at den kan lykkes med den svære politiske mission. Nedbringelse af uligheden er nemlig overskriften i det nye sundhedsudspil ’Sundhed tæt på dig’, som regeringstoppen fremlagde på et pressemøde onsdag. Men er det så også det, den kommer til at gøre? Vores sundhedsmedarbejder Louise Drivsholm fortæller. Rune Lykkeberg har set på den nye EU-kommission. Og hvor den tidligere kommission blev nedsat med klima som overskrift, ja så handler den nye, ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen om konkurrenceevne – mens klimaet er delt ud på flere kommissærer. Men når alle har den, er der jo en risiko for, at ingen har den. Den franske konceptkunstner Sophie Calle (f.1953) var ellers gledet lidt ud i glemslen, men nu er hun tilbage. For tiden kan igen rumme hende. Bodil Skovgaard Nielsen tegner et portræt af den vilde dame, der fejrede sin mors død ved at opkalde et udstoppet girafhoved efter hende, udgav en bog med andre kvinders tolkninger af en mail, hvor en kæreste slog op med hende, og hyrede en privatdetektiv til at stalke sig. Sofie Calle er tilbage og Bodil Skovgaard Nielsen er fan. Hun tegner et portræt af den 71 årige franske kunstner. Og nå jo, så var der lige den 82-årige indiske litteraturkritiker og filosof, Gayatri Chakravorty Spivak, som Rune Lykkeberg taler om sidst i programmet – du finder hele samtalen med hende lige her.