Vi skriver litteraturhistorie, afslører uredelig klimaforskning og siger farvel til Løkke

Radio Information - En podcast af Dagbladet Information - Fredage

»Tirsdag den 12. december kl. 9.59 stiger en ca. 35-årig mand af toget Bertel Thorvaldsen, der netop er ankommet til Københavns Hovedbanegård fra Tyskland. Manden, en meget tynd, sygeligt udseende, formodentlig narkoman, medbringer ingen bagage ud over den smule tøj, han har på: Kondisko, tynde grå joggingbukser, træningsjakke og en Apple-reklamekasket trukket omvendt ned over hovedet.« Sådan starter en artikel bragt i Dagbladet Information 1. marts 2001. Og sådan begynder også Informations nye ambitiøse satsning: At skrive en begivenhedsorienteret dansk litteraturhistorie fra år 2000 til i dag. De næste 20 weekender vil anmeldertrioen Tue Andersen Nexø, Erik Skyum-Nielsen og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen slå ned på en begivenhed i dansk litteratur fra hvert år. Vi lægger ud med manden, dengang kendt som Claus Beck-Nielsen, der gik undercover som hjemløs. Og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen kommer i studiet og fortæller den historie. Denne uges helt store begivenhed var selvfølgelig Lars Løkke Rasmussens farvel som formand for Venstre – som også ville være en god litterær figur, mener Rune Lykkeberg, et sted mellem Olsenbanden og Bergman, siger han. Rune har en slags optur over den tidligere statsminister, der på en måde er Danmark. Men hvad så nu? Hvem skal tegne kursen i Danmarks store liberale parti?Noget tyder på, at vi skal til at lære endnu en Ellemann-Jensen godt at kende. (I kan evt. begynde med dette portræt). Og høre hvordan indlandsredaktør Anton Geist har det med udsigten til, at vi måske også skal se Inger Støjberg få endnu mere magt. Og så skal vi tale om god journalistik. Vores, selvfølgelig! Jeg hentyder naturligvis til Informations afsløring af landbruges massive fingeraftryk på Aarhus Universitets rapport om forskellige nydelsesmidlers klimabelastning, den såkaldte oksekødsrapport. To af journalisterne bag afsløringen, Louise Schou Drivsholm og Lasse Skou Andersen, fortæller om, hvad der er sket siden sidst. Og det er ikke småting …