Klassiker: Storbyen der druknede

Radio Rackham - En podcast af Rackham

Kategorier:

Radio Rackham markerer klimakrisen i anledning af klimatopmødet i Glasgow, COP26. Det gør vi med en analyse af en af tegneseriehistoriens flottest realiserede skildringer af klimasammenbrud: Pierre Christin, Jean-Claude Mézières’ og Evelyne Tranlés anden Linda og Valentin-historie Storbyen der druknede. Tegneserien med den dobbelte originaltitel La Cité des eaux mouvantes og Terres en flammes blev undfanget i 1968. Den gik det følgende års tid i tidsskriftet Pilote, hvorefter den blev samlet i albumform i 1970. Den er et nøglekapitel i science fiction-serien om Linda og Valentin og skulle senere få store konsekvenser for den samlede historie. I første omgang var den imidlertid blot en fortløbende kreativ sprængning på siderne — en tegneserie, der emmer af opfindsomhed, legesyge og fortælleglæde i sit mix af actionkomedie, episk undergangsvision og ode til naturens skønhed. Thomas Thorhauge og Matthias Wivel, der begge lod sig rive med engang i firserne, er håbløse fanboys. Frederik Storm fastholder, til trods for at han også læste den dengang, et mere sobert kritisk perspektiv. Sammen tager vi en tur tilbage — og frem — til New York i 1986 og derefter til tiden nu, hvor Christin, Mézières’ og Tranlés vision af en altødelæggende klimakatastrofe synes mere relevant end nogensinde. Det giver i øvrigt til sidst anledning til en række anbefalinger af tegneserier, der behandler temaerne natur, miljø og klima. Læs mere på Nummer9.

Visit the podcast's native language site