042 Politikernes arbejdsvilkår - Rasmus Jarlov

Rasmus Jarlov har på twitter og Facebook sat fokus på folketingsmedlemmernes arbejdsvilkår. Hans intention er ikke øget folkelig sympati for politikerne – hvem ville falde for det? – men at værne om kvaliteten af lovgivningsarbejdet. Kort forberedelsestid og forjagede beslutninger resulterer i lovgivning og regler, som ikke er tilstrækkeligt gennemtænkt og gennemarbejdet.Jarlov kritiserer Folketingets følgagtighed, bl.a. grundet stiltiende accept, og manglen på kvalificerede overvejelser i lovgivningsprocessen. Dette udfordrer Folketingets suveræne demokratiske legitimitet og forværres blot af, at folketingsmedlemmerne og ministrene sjældent forstår lovgivningen og agerer gummistempel for embedsværket. Forhandlingerne om sommerpakken på 1,6 milliarder kroner varede til kl. 4 om natten og illustrerer hermed, hvordan manglen på offentlig debat og en forhastet beslutningsproces leder til dyre og mærkelige beslutninger. Både Herby og Jarlov mener, at et regelloft – hvis det kan designes rigtigt – er et godt værktøj til at modvirke lovgivningsmøllen.Optagelsen er lavet d. 11. juni 2021.

Om Podcasten

Mængden af love og regler i Danmark vokser med næsten uhyggelig hastighed, så der i dag er tre gange så mange statslige regler som i 1989. Hvis denne udvikling fortsætter, vil der være 20 gange så mange regler, når du dør, som da du blev født. Men hvad betyder det for det danske samfund og den enkelte danskers liv, når staten gennem påbud og forbud blander sig i næsten alt? I Regelstaten forsøger jeg - gennem samtaler med eksperter, meningsdannere med mere – at gøre os alle klogere på, hvordan de mange regler påvirker vores samfund, og hvad de betyder for din og min hverdag. Vært: Jonas Herby, cand.polit og specialkonsulent i tænketanken CEPOS. Jonas er bl.a. fast skribent på Børsen og Altinget.dk. Du kan følge Jonas på Twitter og Facebook. Redigering: Casper Klein