Stress smitter ! - Interview med Anne-Mette Jespersen

Vidste du at vores nervesystemer taler sammen på et ikke sprogligt plan? Når man forstår det, forstår man også hvordan man kan blive smittet med stress. Det fik Anne-Mette Jespersen åbnet mine øjne for en del år tilbage. Nu har jeg spurgt hende om ikke hun har lyst til at tale lidt mere om det.    Forstå hvorfor vi påvirker hinanden hele tiden, positivt og negativt. Hvordan vi kan skærme os uden at lukke af - for os selv og andre. Hvad kan vi gøre for at regulere stress i kroppen.     Anne-Mette Jespersen er cand. scient og ph.d. i biologi, Krops- og Psykoterapeut, Mensendieck lærer, Pilates instruktør og Somatic Experiencing Traumeterapeut. 

Om Podcasten

Traume- og psykoterapeut, Linda Clod Præstholm, har selv været hårdt ramt af stress, og har siden da været committet til at formidle alle de perspektiver på stress, som hun opdagede på sin rejse til at blive funktionsdygtig igen. Linda arbejder i dag med som privatpraktiserende psykoterapeut med speciale i rehabilitering af stress, traumer og belastningstilstande. Stress er en kompleks størrelse, og stress kan gøre os meget syge. Ja, endda invalidere os på livstid.  Derfor fortjener stress at blive belyst i hele sit komplekse og alvorlige billede. Hvilke forhold i samfundet og arbejdet giver os stress? Hvorfor kan stress invalidere os? Hvordan føles stress? Hvordan oplever mennesker der er blevet invalideret af stress livet? Hvordan kan vi rehabiliteres igen?  Samtaler om Stress gør op med en lang række myter om stress, og fortæller hvordan stress opstår i krop og nervesystem, hvordan det bør håndteres og hvilke faldgruber der er i rehabiliteringen af stress. Faglige eksperter giver deres forsknings syn på stress, og stressramte deler sårbare oplevelser og følelser.