Ep. 126: Douglas Adams, The Restaurant at the End of the Universe

Douglas Adams’ The Restaurant at the End of the Universe er anden ret i den fem-retters menu, vi kender som The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy-trilogien. I denne episode af SCIFI SNAK, optaget live på Fantasticon 2025, har vi pakket håndklæder og Old Janx Spirit og kastet os ud i den svære toer. Douglas Adams og den absurde arv Douglas Adams (1952–2001) var en britisk forfatter, humorist og idémand, hvis navn i dag er synonymt med skæv, intelligent science fiction. The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy begyndte som radiodrama i 1978 på BBC, og blev senere til bøger, tv-serier, computerspil og en kultstatus, der lever videre i citater og håndklæder. The Restaurant at the End of the Universe udkom i 1980 som efterfølger til Hitchhiker’s Guide og bygger direkte videre på radioafsnittene. Adams skrev i et tempo præget af deadlines og improvisation, og det mærkes i bogens struktur: den springer lystigt fra scene til scene, nogle gange uden logik, men altid med et stærk og hektisk dialog og masser af vilde indfald. Han var en mester i at kombinere satire med slapstick og eksistentielle spørgsmål med popkulturelle observationer. Og selv når handlingen slår knuder på sig selv, bliver man hængende for sproget, ideerne og det faktum, at ingen anden kunne få en kop te, en rockkoncert og meningen med livet til at hænge sammen som Douglas Adams. Vi har aldrig rigtig kommet nogen fundet nogen der leverede scifi-humor på hans niveau. Måske er det derfor, at der er så langt i mellem, at der er nogle der prøver. Teknologi, te og total sammenbrud Bogen starter hvor Hitchhikers Guide slutter. Ombord på Heart of Gold forsøger Arthur Dent at få rumskibets Nutrimatic-maskine til at lave en ordentlig kop te. Han beskriver tålmodigt, hvad te egentlig er – med floromvundne detaljer om Ceylon, mælketilsætning og sølvtetøj. Maskinen må have hjælp, og hele skibets computerkraft bliver opslugt i forsøget. Timingen er dårlig, da det efterlader vores helte hjælpeløse midt i et Vogon-angreb. Det er Adams i nøddeskal: en tilsyneladende lille detalje vælter det hele. Plutoniumrock og passiv ledelse Vi møder også det universets vildeste band - Disaster Area - hvis plutonium rockkoncerter er så øredøvende, at de helst skal opleves fra en bunker 100 km væk. Vi møder bandmedlemmet Hotblack Desiato (som er “død af skattemæssige årsager”) på Milliways, "Restauranten ved Universets ende." Zaphod stjæler bandets sorte stunt-rumskib, som desværre er præprogrammeret til at dykke direkte ind i en sol, som en del af Disasters Areas spektakulære koncerter show. Adams giver os et helt kapitel om koncerten og dens klimamæssige effekt på planeten. Igen typisk Adams, at tage en tangent ud af en absurd bivej. Kapitalisme, konsulenter og blade som valuta Bogens måske skarpeste satiriske bid kommer, da Arthur og Ford strandes to millioner år tilbage i tiden med en flok Golgafrinchans – et folk bestående udelukkende af ubrugelige frisører, managementkonsulenter og telefonsanitører. På en neolitisk jordklode fortsætter de ufortrødent med deres håbløse opførsel. Blandt andet indfører de blade som møntfod. Det fører til massiv inflation, fordi der er blade overalt, så de planlægger at brænde skovene ned for at gøre pengene mere værd. Adams’ samfundssatire slår hårdt og præcist: Vi vælger at brænde hele verden ned for at redde økonomien. Yndlingscitater Bogen er smækfuld af gode iagtagelser, og man kommer let til at highlighte halvdelen af bogen, hvis man samler på citater. Her er et par citater fra lytterne. Randi citerer bogens ikoniske åbningssætning: "In the beginning the Universe was created. This has made a lot of people very angry and been widely regarded as a bad move." Niels fremhæver: "The Universe, as has been observed before, is an unsettlingly big place, a fact which for the sake of a quiet life most people tend to ignore." Jens’ yndlingscitat: "Listen, Ford," said Zaphod,