Dragedronning alene i verden – og en hvirvelvind af vendepunkter (sæson 8, afsnit 4)

Sex, overraskelser og moralske gråzoner – afsnittet var nærmest som GoT, dengang det var bedst, synes Jesper ... hvis altså ikke alt udfoldede sig i et BIZART højt tempo. Vi snakker i dag om "The Last of the Starks", hvor seriens tilbageværende karakterer enten blev skibet ud af serien eller stod foran et eksistentielt (politisk) valg: Skal vi være loyale mod vores idealer eller menneskene i vores liv?

Mennesket i seriens centrum, den iltre unge dronning med de mange titler, er nu seriens moralske epicentrum. Derfor får vi undervejs besøg af en gæst, den teknisk kyndige antroprolog Theis Ehler Molin, som ikke aner en flammende pind om Game of Thrones. Hvad tænker han om Daenarys, når han hører om hendes beslutninger i serien indtil videre? Er hun værd at hænge plakater op for, når der er valg i Westeros? Han konkluderer ... noget klogt.

I studiet derudover: Jesper Olsen, Marie Carsten Pedersen og vært Jakob Moll. Som får en overraskende reprimande af Marie til at begynde med.

Om Podcasten

Det eneste, der er bedre end at se Game of Thrones, er at tale om at se Game of Thrones. Sæt dig om bordet med de mest nørdede medarbejdere fra den i forvejen pænt nørdede digitale avis Zetland – og hør analyser og refleksioner, der er så dybe, at vi ikke er sikre på, at vi kan finde op af dem igen. Se om det lykkes! ... når vi følger med i seriens sidste sæson og kigger frem og tilbage og op og ned og taler om, hvad det hele betyder, i en sky af mytologi, fortidshistorie og paralleller til den virkelige verden. Advarsel: Fuld af spoilers, tvivlsomme jokes og forventninger om, at lytteren er på fornavn med de 30 mest påfaldende karakterer.