EPISODE 35 - Kroniske lyskesmerter: Dr. Google tog håbet fra mig

Christoffer på 26 er vant til at være fysisk aktiv og løber meget i sin fritid. En dag hvor han er ude på en løbetur, begynder han at mærke jagende smerter i lysken. Smerterne forsvinder da han kommer hjem, men ved næste løbetur er de der igen. Efter blot få uger er smerterne taget til, og de er nu også til stede i hvile. De nyopståede smerter gør Christoffer bekymret, og han begynder at lede efter en årsag til hvorfor de måtte være opstået. Både på internettet og ved forskellige sundhedsprofessionelle, møder Christoffer diagnoser på lyskeskader, som sportsbrok og slidgigt, der forstærker hans oplevelse af at være skrøbelig. Smerterne ender med at påvirke hans humør i en sådan grad, at han ikke længere har lyst til at deltage i sociale aktiviteter. Det bliver en personlig besættelse at opnå smertefrihed, og den daglige genoptræning er efterhånden det eneste meningsgivende i Christoffers hverdag. Dagene fortsættes med intensiv genoptræning, samt febrilsk søgning efter råd og vejledning, indtil Christoffer støder på Smerteuniverset, hvor han introduceres for en moderne smerteforståelse. Denne nye viden og forståelse baner vejen for, at Christoffer kan begynde at udfordre sine nuværende handlemønstre, hvorefter han vælger at indgå i et behandlingssamarbejde med Mikkel Vind fra Smertevidenskab. Hør hvordan kom tilbage til at løbe igen og nu har sat ny personlig rekord.

Om Podcasten

I Smerteuniverset vil du lære at smerter ikke altid er så simple som mange tror og hvorfor det er muligt at have smerter selvom man ikke har nogen skade. Dette er en podcast for alle der gerne vil lære mere omkring smerter og for dig med kroniske smerter, som søger viden til hvordan du kan få en bedre hverdag eller blive smertefri. Vi tager dig på en rejse i smertens univers og interviewer både forskere, klinikere og patienter for at belyse den nyeste viden omkring smerter og rehabilitering. Velkommen i Smerteuniverset Og på www.smertevidenskab.dk