ARTIKEL: “Lad os sætte ord på min søns selvmord”

For to år siden tog sociolog Esther Nørregård-Nielsens 21-årige søn Kristian sit eget liv. Kristian var diagnosticeret med paranoid skizofreni. Siden har hun kæmpet for at finde mening i det meningsløse. Og hun har igen og igen spekuleret på, om hun kunne have hjulpet ham bedre tidligere i livet. ”Det er jo frygteligt for alle, der mister deres børn. Men der kommer noget oveni, når det er selvmord. Når man får et barn, lover man sig selv, at på min vagt sker der ikke noget. Og så tager han sit eget liv. Jeg føler en kæmpe skyld og skam.”Esther mener, vi skal være bedre til at tale om selvmord. For så havde Kristian måske ikke skullet dø alene. Og så mener hun, at vi skal arbejde for en psykiatri, der ikke har så meget fokus på syg og rask, men derimod på individet og det at leve i balance med en psykisk sygdom. Det kunne måske have betydet, at Kristian var levende i dag.”Så længe man overhovedet kalder det sygdom og dermed antyder, at der noget, der hedder rask, vil vi gå efter at kurere. Derfor mener jeg, at vi skal finde nogle andre ord – måske forpint kontra det at være i balance.”Journalist Eva Frydensberg Holm har talt med Esther om både meningsløshed, skyld og skam – og hvordan vi som samfund kan blive bedre til at rumme og hjælpe mennesker med psykiske diagnoser.Historien er fortalt i fire kapitler, som du her kan lytte til. Du kan også læse historien og se illustrationerne her.Artiklen er skrevet og oplæst af Eva Frydensberg Holm. Illustrationer af Sille Jensen.Udgivet af Socialt Indblik