Tirsdage Soundvenue streamer

Krimiserien ’Mare of Easttown’ er HBO-kræs fra øverste hylde

af Soundvenue streamer | Udgivet 4/13/2021

Der er krimiserier, og så er der HBO-krimiserier. Og når sidstnævnte er bedst, er det lige før, træerne vokser helt ind i streaming-himlen. I denne uge kaster Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich sig over HBO’s ’Mare of Easttown’, der har altid formidable Kate Winslet i hovedrollen som efterforskeren Mare Sheehan. Mare bor i en amerikansk lilleby, hvor alle kender alle, men ingen vil ud med, hvem der dræbte teenagepigen Erin. Og nettet strammes, da flere piger forsvinder. Evan Peters (’WandaVision’, ’X-Men’), Jean Smart (’Watchmen’) og Guy Pearce yder stærk support som hhv. den nye partner på jobbet, mor og bejler, og det klassiske plot-setup til trods, er der mildest talt begejstring i podcaststudiet. Gode toner er der også i den norske serie ’Benzin i blodet’ (’Rådebank’), hvis to sæsoner lige nu hitter på DRTV. Men giver de mange (forudsigelige) ’Skam’-sammenligninger mening, eller hører Jacob og Lise visse mislyde i seriemotoren? Lyt med!

Om Podcasten

‘Soundvenue streamer’ sætter krogen i de mest opsigtsvækkende serier og film fra det uudtømmelige streamingdyb. Hver uge og på under en halv time tørner filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich sammen om de to mest interessante titler – og om det emne, der er på alles læber lige nu.