Cardi, Megan og Tessa tager sexrap til et nyt niveau

Standard – Soundvenues hiphop-podcast - En podcast af Soundvenue

Kategorier:

Cardi B og Megan Thee Stallion lægger ikke fingre eller noget som helst andet imellem på deres nye single 'WAP'. Titlen står for »wet-ass pussy«, og de tre ord bliver gentaget hele femten gange på den stort anlagte nye single.

Dermed er der lagt en ny standard for, hvor eksplicit hiphop kan være – og det er fascinerende, at det er kvindelige rappere, der rykker grænserne.

For hvor placerer Cardi og Megan sig i forhold til fortidens kvindelige rappere som Lil Kim og Khia, der jo også italesatte sex på lige fod med genrens mandlige artister? Hvad betyder det, at der nu ikke kun er én kvindelig rapstjerne, der snakker om sex, men en hel bølge af artister? Og hvordan har rappere som Tessa introduceret seksuelle tematikker til Danmark?

De spørgsmål diskuterer værterne Kristian Karl og Mads Viktor med denne uges gæst Fie Neergaard i det nye afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast. Fie Neergaard har før skrevet for Soundvenue og haft hiphop-podcasten Fies Finest hos Heartbeats. Nu er hun vært på P3, hvor hun også en overgang hostede hiphop-programmet Sovsen.

Derudover: Kanye West-sagaen fortsætter, Medina slår sig sammen med Artigeardit og festivalsommeren 2021 virker meget usikker.

Standard udkommer en gang om ugen og gæstes af rappere, producere og eksperter for at diskutere de mange aspekter af hiphoppens dominerende rolle i kulturlandskabet.