KOL-behandling i Danmark - Salt, cykelture og varm luft

I dette afsnit af Sundhedstegn taler vi om vejret. Vi besøger nemlig overlæge og professor Ulla Møller Weinreich, der har dedikeret sin karriere til at forbedre livet for de mere end 300.000 danskere, der bøvler med at få vejret som følge af lungesygdommen KOL. KOL er den sygdom, der forårsager flest dødsfald herhjemme. Alligevel er sygdommen stærkt underprioriteret. I podcasten får vi en status på, hvordan det ser ud med behandlingen - og hvad der sker med forskningen på området lige nu. Gæst: Ulla Møller Weinreich, overlæge ved Lungemedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, professor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet og formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab. Vært: Peter Friis Jeppesen, kommunikationskonsulent, Region Nordjylland

Om Podcasten

Fremtidens sundhedsvæsen byder på flere ældre. Flere kronikere og nye sygdomme. Øget digitalisering og nuanceret brug af teknologi. Grønnere løsninger og skærpet konkurrence om medarbejderne. Hvilke tegn ser vi? Og hvordan kan vi være med til at skabe, forme og påvirke udviklingen ved at bringe den viden i spil, som vi allerede har nu? Det er fokus i denne podcast-serie, hvor vi i hver episode inviterer to gæster i studiet til at udfordre, nuancere og perspektivere et emne. Gæsterne er både interne og eksterne eksperter på det aktuelle område. Hver episode tager ca. 30 min. - og kan ses i vilkårlig rækkefølge og uafhængigt af hinanden.