Er vi for langt fra Rusland? Fra Viborg? Eller fra dem, der betaler?

Tabloid - En podcast af DR - Fredage

Hvordan dækker man Wagnergruppens march mod Moskva, når man sidder i København som Berlingskes Emil Rottbøll? Eller hvis man som TV2s Claus Borg Reinholdt skal være live på tv 18 gange på en weekend? De to korrespondenter fortæller om arbejdet henover en hektisk weekend i Rusland og på redaktionerne. Medvært i den sidste Tabloid inden sommerferien er professor Mark Blach Ørsten, leder af journalistuddannelsen på RUC. Ville Ekstra Bladets seneste historie om departementschef Barbara Bertelsen have bestået hos ham? Og hvorfor var det overhovedet en historie, at departementschefen deltog i et internationalt sikkerhedstopmøde for embedsfolk i København, spørger vi James Kristoffer Miles, der skrev historien til Ekstra Bladet. Jyllands-Posten lukker fire lokale medier efter to års forsøg. Journalistikken var god nok, siger chefredaktør Jacob Nybro - så hvad gik galt? Og hvis lokal forankring er vejen frem for journalistikken, hvorfor så ikke beholde de lokale redaktioner? spørger vi chefredaktøren. Kan medierne egentlig forvente, at befolkningen vil lytte til os, hvis medierne ikke gider lytte til befolkningen? Nej, siger Nanna Holst, journalist på TV2 Kosmopol, der det seneste år har forsket i, hvordan journalister kan blive bedre til at lytte til dem, der skal købe journalistikken. Vært: Marie Louise Toksvig.