Live-tv om død, en kvindehadende tik-tokker i avisen og kampen mod plagiat

Tabloid - En podcast af DR - Fredage

Hvordan håndterer tv-værten et chokerende dødsfald live? News-vært Josefine Kofoed fortæller om lørdagsvagten i studiet, da nyheden om Søren Pape Poulsens død ramte. Skal spekulationer og fri association med, når medierne fortæller historien? Politisk redaktør Esben Schjørring, Altinget, gjorde kollegerne sure, da han i sin nekrolog spurgte, om politik slog Søren Pape Poulsen ihjel. Skal medierne skrive om en kvindehadende provokatør med over 80.000 følgere på Tik-Tok? Både Berlingske og Jydske Vestkysten skrev om manden, der bl.a. kalder piger værdiløse sædcontainere - Ugens medvært, journalist Filiz Yasar, er kritisk overfor den opmærksomhed. Og er plagiat og fusk med kilderne en udbredt syge i journalistikken? Tabloid spørger historiker og forlagsdirektør Martin Lindø Westergaard, Syddansk Universitetsforlag, der har fjernet en bog fra en freelancejournalist, der blev afsløret i journalistisk bedrag i flere medier. Vært: Marie Louise Toksvig.