Tabu: Borderline

Tabu - En podcast af DR

Vi skal snakke om noget som rigtig mange danskere kender af navn, men som de færreste egentlig reelt ved, hvad er. Vi skal snakke om diagnosen borderline. Det kan jo være lidt svært at komme ud af skammekrogen og tale frit fra leveren. Så vi får hjælp af musikeren Danny Kool, der skammer sig over dengang, han "lånte" farens bil og fik lavet nogle ordentlige skrammer på den. Danny er heldigvis ikke alene. For vores dejlige lyttere har også en masse historier om hverdagsskammerier. Vi har besøg af en person, der har diagnosen borderline. Sara er i studiet til en snak om livet med denne her diagnose. Vi tester vandene med en grov sketch, men Sara er super cool og afliver nogle af de myter og fordomme, der er omkring borderline. Sara har det godt i dag, men hun har haft det rigtig hårdt, og det er hun hudløst ærlig omkring. Ditte, der er chefpsykolog hos Psykiatrifonden, har slået sig til os i studiet og giver sit besyv med omkring samfundets kendskab til diagnosen. Hun er her også for at give et fagligt input generelt om det. Vi er alle venner på det her program, og det betyder, at vi får rigtig mange spørgsmål fra en ven. Ditte og Sara svarer på en masse af disse spørgsmål. Der er bl.a. spørgsmål omkring behandling, hvad man skal gøre som pårørende, hvordan man finder ud af, om man har diagnosen og meget mere. Det er et rigtig følsomt emne, og det kan vi også se og høre på responsen fra lytterne. Vi vil dog gerne slutte ugen af med det positive. For som Sara selv siger, så kan det godt være, at hun har borderline, men i det mindste behøver hun ikke selvforsvarslektioner, for hun har rigeligt med "vredeskræfter". Ulrik er nok lidt til den runde facon, men i det mindste ligner han en panda, hvis man maler ham sort og hvid. Kirsten fik konstateret kræft, men i det mindste er hun rask nu og har fået flotte krøller. Værter: Kathrine Abrahamsen og Line Kirsten Nikolajsen.