Mikrochips er hjertet i den grønne teknologi - men hvad med bæredygtigheden?
TECHfolk - En podcast af DTU Learn for Life
"Chip-produktion er ikke raketvidenskab. Det er meget mere kompliceret”, sådan omtaler Jörg Hübner, direktør på DTU Nanolab, de små mikrochips, der holder hele vores verden i gang. Vi kan ikke leve uden mikrochips - og slet ikke, hvis vi skal have flere solceller og vindmøller på vores grønne dagsorden. Men produktionen af de små chips rimer ikke ligefrem på bæredygtighed, da de kræver store mængder vand og en række kemiske stoffer. Samtidig ødelægger den verserende mangel på mikrochips, verden over, store industrigrupper og smadrer små virksomheder. Men kan man gøre produktionen af mikrochips mere bæredygtig? Og hvad er det, Danmark kan som er helt sensationelt på markedet for mikrochips?
I 2. sæson af TECHfolk zoomer vi atter ind på nogle af de mennesker, som brænder for at gøre en forskel for dig og mig, og hvis passion kan være afgørende for vores fremtid. Og det har vi brug for, hvis vi skal nå de mål om velfærd, sundhed og bæredygtig vækst, som er formuleret i FN’s 17 verdensmål.
Vært og speak: Freia Dam
Medvirkende: Jörg Hübner
Tilrettelæggelse og redigering: DTU Learn for Life i samarbejde med Damn Podcast
Musik: Christiane Bjørg Nielsen
Finansiering: Otto Mønsteds Fond