4 Ligestilling

Hvorfor bliver meget af EU’s ligestillingspolitik indført af bagvejen? Virker den europæiske ligestillingspolitik som en løftestang for den danske ligestilling, og hvilke kulturelle forskelle kan forklare den faldende opbakning til EU’s konvention til bekæmpelse af vold mod kvinder?I denne episode stiller vi skarpt på EU’s fjerde værdi – ligestilling – og vi taler med tidligere MEP for Socialdemokratiet Britta Thomsen og nuværende MEP for Socialistisk Folkeparti Kira Peter-Hansen om de ligestillingsdagsordener, som lige nu diskuteres i EU. Til at sætte det hele i perspektiv medvirker historiker Asser Amdisen og EU-kender Catharina Sørensen. Vært: Morten Bønke.

Om Podcasten

I over ti år har EU været dybt begravet i store og svære kriser: Økonomisk nedtur, manglende lederskab, flygtningesituationen, Brexit, demokratisk tilbagegang og nu en Corona-krise, der har fået den nære fremtid til at virke lige så usikker som den fjerne fremtid. Men selvom der er enighed om, at EU lige nu står overfor nogle seriøse udfordringer, så er der langt fra enighed om, hvad der binder EU sammen. I denne podcastserie forsøger ATLAS Magasin, i samarbejde med Europa-Parlamentets danske kontor, at grave et spadestik dybere i den værdipolitiske EU-debat. Vi sætter EU’s 6 værdier under lup og gennemgår dem én for én. Med hjælp fra to eksperter optegner vi de store idéhistoriske og europapolitiske linjer, mens 12 parlamentarikere giver deres bud på, hvad de 6 værdier betyder for udviklingen i Europa lige nu.Værter: Morten Bønke og Josefine Maria Hansen. Eksperter: Asser Amdisen og Catharina Sørensen. Klip og produktion: Josefine Maria Hansen. Grafik: Thit Thyrring. Musik: Peter Sejersbøl.