Uge 36: Sommeren blev rekordvarm – næste år bliver endnu værre. Kineserne tænker elbiler på en helt anden måde.

Transformator - En podcast af Teknologiens Mediehus - Fredage

Kategorier:

Vært: Henrik Heide Medvirkende: Bjørn Godske, Liv Bjerg Lillevang og Morten Munk Andersen Klip: Søren Rask Petersen Denne uges Transformator tager temperaturen på Jordens klima efter den varmeste sommer nogensinde – blot ikke herhjemme. Den anerkendte klimaforsker og professor ved Columbia University James E. Hansen advarer om, at udledningen af drivhusgasser sammen med fænomenet El Niño inden for de næste 12 måneder vil få klodens gennemsnitstemperatur til at stige mere end 1,5 grader celsius i forhold til før industrialiseringen. Målet med Parisaftalen var ellers netop at forhindre dette. Benzinbilerne var stort set fraværende på årets transportmesse i München, til gengæld kunne man skifte bekendtskab med nye kinesiske elbilmærker og konstatere, at kineserne tænker elbiler på en helt anden måde end i den vestlige verden. Det handler ikke blot om transport fra A til B – bilen skal også kunne bruges som biograf med skærm i loftet, og med skærme på vinduerne kan du selv bestemme, hvilket landskab du vil se på på køreturen. Til sidst gør vi status på to eklatante byggeskandaler. Den ene er højhusprojektet Njals Tårn på Amager, hvor det for tre år siden blev konstateret, at søjlerne i den 86 meter høje bygning mangler bæreevne. Romkuglebeton var en ny og meget passende betegnelse for det, der skulle have været højstyrkebeton, men som i stedet blev iblandet rester af søm, fugeskum og byggeaffald. Niels Bohr Bygningen blev i sidste uge overdraget til Københavns Universitet – syv år senere end planlagt og adskillige milliarder over budget. Men alle væsentlige fejl og mangler skulle nu være udbedret, forsikrede anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet, som i 2018 måtte overtage projektet fra Bygningsstyrelsen, da det var kørt helt af sporet. Links Blærede elbiler, selvkørende bus og personlig drone: Tag med på tysk messe Legendarisk klimaforsker slår alarm: 'Om et år er de 1,5 grader overskredet' Så er El Niño her igen og varmer kloden op fra Stillehavet Njals Tårn: Udfordring med svage søjler uløst: Stålkapper under overvejelse Vejdirektoratet: Niels Bohr Bygningen er bygget færdig Njals Tårn-projektet