Afsnit 24 - Zenia Lauritzen
Trident Mind Podcast🔱 - En podcast af Christian Nielsen ⎮ Trident Mind

Kategorier:
Mød Zenia, og hendes fascinerende rejse fra 43 kilo overvægt, til at løbe HVER DAG i 6 måneder. Som teenager udviklede hun et usundt forhold til mad, primært ved ikke at spise nok. Som ung voksen blev det til massiv overspisning i stedet og en ekstra vægt på 43 kilo. Zenias historie er utroligt spændende og fascinerende, fordi den afspejler problemer samt udfordringer som mange af os bøvler med, nemlig vægten OG det mentale i samspil. Vi gik en lang tur og jeg fik hendes historie om et sammenbrud i badet, brug af det lokale sundhedscenter til at få hjælp med vægttabet bl.a. ved støtte fra en psykolog, samt hvordan hun gennemførte den sidste del af 100 km Mammutmarch grædende, med sin storebror i røret som mental støtte. Men også hvordan hun endte med at skrive alle de (negative ) ting ned, som var en del af hendes indre dialog. Jeg tror mange kan lære noget af Zenias mindset og de stærke træk hun har både som menneske, kvinde og mor til 3 børn. Jeg har i hvert fald lært meget af min snak med hende… Undervejs kan du også høre om vores indledende samtale dagen før, hvor vi ligeledes gik en tur. Men dén tur bød på overraskelser i form af bl.a. mejetærsker i brand, bonderøv med vandslange og andre mærkelige indslag. Og så tager samtalen i podcasten et tvist, da Zenia stiller mig et spørgsmål. Og dét spørgsmål ender med at gøre vores samtale markant længere, og endnu dybere. Og her kan du også høre hvordan det ser ud når jeg knækker oven på en hård periode i mit liv for nylig. Jeg kan lige så godt sige det….jeg er super stolt af den her samtale, fordi den rammer ind i nogle vigtige samfundsmæssige aspekter. Og så er Zenias historie også et eksempel på når det lokale sundhedscenter, hospitalsvæsenet og velfærdssamfundet sætter livsomvæltende ting i gang for et menneske. Og resultatet ender positivt. Men der er også en morale i historien…nemlig at du kan få hjælp…men det er DIG SELV der skal lave det hårde arbejde. Og når du knækker og skal op igen…så er det vigtige ofte de mennesker du omgås med. Trækker de dig længere ned, eller løfter de dig op….? Og så skal jeg lige huske at undskylde på forhånd til bonderøvene, grønlændere og stilladsarbejdere 😉. Forklaring følger…