#23 Mette Bisgaard konkluderer efter 50 samværsmøder at det er en klar fordel at være bopælsforælder

Hvem står stærkest i en samværssag? Hver uge mødes hundredvis af skilsmisseforældre i landets Familieretshuse, fordi de ikke kan blive enige om en samværsordning. Antallet af sager er steget de seneste årtier. Det er ikke kun, fordi flere bliver skilt, men også fordi flere fædre i dag ønsker et nært forhold til deres børn, efter at parforholdet er gået i stykker. Men mange fædre føler sig kørt ud på et sidespor i Familieretshusets håndtering af samværssager. Bogen Køn og ulighed i samværssager, der netop er udkommet, undersøger om – og i givet fald hvordan og hvorfor – diskrimination af fædre forekommer i samværssager. Den ser også på mors og fars adfærd før og under mødet med Familieretshuset, og om adfærden kan påvirke sagens udfald. Uden min datter har talt med den ene forfatter, Mette Bisgaard, der har siddet med ved 50 møder med forældre, der var uenige om samværet med deres børn.

Om Podcasten

Podcastserien Uden min datter sætter fokus på forældre i konflikt om deres børn. Historier om samværschikane, savnet af børnene og langsom sagsbehandling bliver fortalt af personer, som selv har oplevet dem. Der er også afsnit med pårørende, eksperter og andre, som er tæt på konfliktsager. Formålet med podcastserien er at sætte fokus på de problemer, som forældre i konflikt støder på hos myndighederne. Samtidig er det ambitionen at inspirere lovgivere, sagsbehandlere og andre til at ændre systemet, så forældre i konflikt om børnene kan få bedre hjælp til gavn for både børn og deres forældre. Mit navn er Anders Wendt Jensen, og jeg har skrevet bogen Uden min datter - syv års kamp for samvær. Du kan købe min bog på saxo.com Velkommen til min podcastserie. Lyd og musik: Oscar Wendt Moesgaard