#42 med August Fenger på restauranten Mielcke og Hurtigkarl

Dagens afsnit er det sidste afsnit. Og vi runder alle besøgene ude i kunstens verden af, ved at tage ud og spise en kæmpe middag! Selvfølgelig for at fejre at vi er ved vejens ende, men også fordi dagens gæst har et særligt forhold til mad. Og måske også et særligt forhold til dét at skabe den gode fest. Vi er nemlig taget med musiker, producer, sangskriver mv., August Fenger, ud på restauranten Mielcke og Hurtigkarl. August går også under navnet Eloq, og som Eloq var han med til at hive rappen ind i popkulturen, med til at spille gigantiske koncerter med AVAVAV, men lige nu går han faktisk også og barsler med et nyt soloprojekt. Derfor har vi aftalt at mødes og nyde livet, men også at snakke om hvor grænserne går, mellem det vi måske er vant til at tænke som hverdag, og så dét, vi traditionelt har kaldt kunstens sfære. Det hele skyller vi ned med masser af øl, og spørger hinanden om man kan græde over mad? Vært og tilrettelægger: Caspar Eric. Gæst: August Fenger. Speak: Marianne Germer. Optagelse: Bo Aagaard Lange. Redaktør: Hanne Budtz-Jørgensen. Redaktion: Anne Jeppesen . Produceret for DR af Munck Studios København.

Om Podcasten

Uden titel er et program om kunst. Hver uge inviterer vært og digter, Caspar Eric, en kunstner eller kulturpersonlighed til at tage ham med ud i det danske land og vælge noget kunst, de skal opleve. Om det så er en blockbusterfilm i det lokale storcenter eller en undergrundsperformance i en hemmelig kælder. Uden titel er et program om, hvad der sker, når kunst rører os, og om hvordan vi kan bruge kunst til at komme tættere på os selv og den verden, der omgiver os. Vært og tilrettelægger: Caspar Eric. Speak: Marianne Germer. Klip: Anne Jeppesen. Lyd: Frederik Bjørn. Redaktør: Hanne Budtz-Jørgensen. Produceret for DR af Munck Studios København.