Verdenssituationen - 15. maj 2022

I britisk presse sammenlignes Boris Johnson med en gris, der er så fedtet, at den er svær at holde fast på. Man kunne også sammenligne ham med en kat, der har 9 liv - uanset hvad så har han i hele sin karriere været usædvanlig god til at rode sig ind i skandalesager og, ikke mindst, rode sig ud af dem igen. Spørgsmålet er bare, om de 9 liv er ved at være brugt op, eller om han klarer sig igennem den aktuelle tur i vridemaskinen oven på festerne i embedsboligen under lockdown. Tinne Hjersing Knudsen er med for at gøre os klogere på britisk politik lige nu - men ser også ind i, hvordan Storbritannien placerer sig sikkerheds- og geopolitisk efter Ruslands invasion af Ukraine, nu hvor de ikke længere er en del af EU. Vært: Henrik Aagaard.

Om Podcasten

I Verdenssituationen på P6 BEAT betragter vi vores klode fra et helikoptervindue, når vi spejder efter tendenser og nye retninger i samfundsudviklingen. Vidende gæster udlægger teksten inden for deres felt og kommer med deres bud på verdenssituationen. Du bliver klogere på verden omkring dig, og du gør det til tonerne af den musik, du kun finder på P6 BEAT. Vært: Henrik Aagaard.