Hvordan ser en kemiker verden? Sådan her – Morten Meldal, nobelprismodtager, om at designe multifunktionelle molekyler

Videnskab fra vilde hjerner - En podcast af Niels Bohr Institutet · Københavns Universitet

”Jeg har været evolutionært interesseret fra barn af, fordi alting er så … smukt.” Kemiker Morten Meldal kombinerer fysik, kemi og biologi, når han – nærmest som med Lego – bygger molekyler i laboratoriet. Set gennem hans øjne fremstår hele verden som tredimensionel kemi: Bordpladen, sildemaden, dig og mig, er molekyler, der interagerer.   Hør også Morten Meldal – der er professor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet og modtager af Nobelprisen i kemi i 2022 – fortælle om selvreparerende flymaling, raketbyggeri i kælderen og hvorfor børn burde blive undervist i visualiseret, oplevet kemi fra første klasse.  * Morten Meldal er leder af Center of Evolutionary Chemical Biology ved Københavns Universitet. Han modtog i 2022 Nobelprisen i kemi – sammen med to amerikanske kemikere – for tilbage i 2002 at opdage en ny form for funktionel kemi: klik-kemi. En kemisk reaktion, der gør det muligt at sætte molekylære byggesten sammen på effektiv måde. Klik-kemi bruges til at danne nye molekyler og har bl.a. stor betydning for udviklingen af medicin, kortlægning af DNA, kræftbehandling og produktion af meget stabile materialer. Morten Meldal har grundlagt og er formand for Society of Combinatorial Sciences, modtager af en lang række priser og indehaver af 19 patenter. Medlem af Videnskabernes Selskab. Nysgerrig på mere klik-kemi? Lyt til Lone Franks interview med Morten Meldal i podcasten ’24 spørgsmål til professoren’ fra december 2022, hvor han netop var vendt hjem fra Stockholm med sin nobelmedalje.  * Værter: Professor Anja C. Andersen & journalist Mikkel Frey Damgaard Gæst: Professor Morten Meldal Redaktør for Videnskabsår22: Mette Holbæk Producer: Benjamin D’Souza for Podimo Tilrettelægger: Pernille Ehlers-Hansen & Laura Kabell * En nysgerrig podcast af Videnskabsår22 i samarbejde med Podimo. Videnskabsår22 er støttet af Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Poul Due Jensens Fond og Bitten & Mads Clausens Fond.  See Privacy Policy at https://art19.com/privacy and California Privacy Notice at https://art19.com/privacy#do-not-sell-my-info.